15 november
Udklip.PNG

Blog: Halls & Walls 2017

17/11-17:

Første dag på messen Halls&Walls bød først og fremmest på et glædeligt gensyn med folkene fra Gadevang Klatring, og Camilla Reinbothe og Ulrik Lund fra Blocks & Walls.Herefter gik dagen med oplæg som Walltopia´s Konstruktion af klatrevægge fra A-Z, Petzl´s Sikkerhed ved rutebygning, og lige dele greb-kiggeri og tysk kaffe.

Allerede første dag lykkedes det at gennemgå de øverste to etager, hvilke bød på løsninger til rengøring af madrasser fra All Clean, grebvaskesystemer fra Rocketec, kalkstøvstiltrækkere fra Staticair. Disse etager bød også på lige dele spændende og stenede tiltag som Vertical-Life og Boulderado´s IT-løsninger, og Stoned Holds "klippe-på-sort-plastik tallerken"-greb

I morgen vil jeg, på baggrund af den kommende genhusning af klubben, glæde mig til at kigge Anatomic, 4DS, TR-Walls og Walltopia´s totalløsninger efter i sømmene.

Således vil jeg smutte i seng og give producenten af grebbørster Goodgrip så inderligt ret:

Gravity sucks!

 

18/11-17:

Alle på messen mødte igen talstærkt op, trods gårsdagens store, stærke og gratis tyske øl, rundhåndet udskænket af messens arrangør DAV, der er den tyske pendent til DKLAF.

På messens nederste etage fik jeg i dag lejlighed til, at se nærmere på de nye spændende greb,makroer og volumener fra blandt andet Move-it, Xcult, Squadra,Fiction og HRT. Der var virkelige nogle fede ting imellem, men priserne var også derefter. Over middag nåede jeg blandt andet at runde Bänfer, Trublue og Perfect descent til en snak om faldunderlag og autobelay systemer. 

Den største oplevelse var nu alligevel messens afslutning i Europas største boulderhal E4, hvortil alle messedeltagere havde fået fribilletter. Her var der mulighed for at klatre, eller bare gå på opdagelse i en virkelig toptunet maskine af et kommercielt klatrecenter på hele 3.000 kvadratmeter. Hvor deres cafe var på størrelse med bassinet hjemme i klubben, var deres børne-boulder større end vores samlede boulderområde.

Sammen med resten af Blocks & Walls delegationen sluttede en herlig, inspirerende og lærerig weekend med underholdning i verdensklasse. Måske til ære for messedeltagerne husede E4 samme aften en IFSC Bouldercup showcase. Da verdensstjernen Rustam Gelmanov blev spist af med 4.pladsen, var der ikke tale om et lokalopgør forstås.