Moonboardet er kommet til ÅK

Når du træder ind af døren til Århus Klatreklub, kan du nærmest ikke undgå at se den nye udvidelse af bouldergrotten, som har slugt halvdelen af caféområdet. Hvis du ikke er bekendt med den lysende og stejle væg, skal du blot fortsætte med at læse her, hvor vi forsøger at give en kort introduktion og vejledning til det famøse Moonboard.

 

Hvad er et Moonboard?

Moonboardet er en mindre klatrevæg med en hældning på 40 grader. På væggen er der sat et standard sæt af greb, som bl.a. inkluderer både crimps, pinches, slopers og pockets. Hele Moonboard konceptet er standardiseret, hvilket betyder at de samme greb, er sat på samme måde på alle Moonboards, således at folk i hele verden kan træne og klatre de samme problemer. Ifølge firmaet Moon, der producerer Moonboardet, er det en af de mest effektive metoder til styrketræning inden for klatring.

 

Moonboardet er udstyret med små LED-lamper, der er sat under hvert greb og som kan hjælpe med at identificere de greb, man skal bruge til det valgte problem.

 

Hvordan bruger jeg Moonboardet?

Hvis du ønsker at gå ombord det nye Moonboard, skal du først og fremmest ind og downloade den tilhørende app. Du kan finde den på App Store under navnet Moon Climbing – Moonboard. Her kan du tilgå alle de problemer, der er sat af folk over hele verden. Du har også mulighed for selv at lave og gradere problemer via app’en.

 

Herefter skal du tænde for Moonboardet. Det gør du ved at trykke på den røde knap, du finder på bagsiden af væggen. Den samme knap bruger du, hvis du vil slukke for Moonboardet. Næste skridt er at koble din nyerhvervede app til væggen, hvorefter du har mulighed for at klatre et af de mange tusinde mulige problemer Moonboardet tilbyder.

 

Når du har valgt en rute vil LED-lamperne lyse og vise vej. Startgrebet lyser grønt, slutgrebet lyser rødt og problemets øvrige greb lyser blåt. Det er tilladt at bruge alle de gule fødder i bunden, når du starter et problem.

 

Husk at vise os dine seje moves og betaer ved at bruge #aarhusklatreklub.

 

God klatring!