En beretning fra formanden

ÅK støtter talenterne

12-årige Gaia tager K2

Jeg har for nylig haft fornøjelsen af at eksaminere, hvad der nok er klubbens yngste K2-kursist til dato. Gaia på 12 år har fejlfrit bestået både den teoretiske og den praktiske del af eksamen og imponeret alle tilskuere undervejs. Det er først, når man er fyldt 15 år, at man må klatre og sikre uden opsyn, men det har ikke forhindret Gaia i at lære det fulde pensum for sikringskurserne, der som bekendt omfatter blandt andet udstyrskendskab, forståelse for sikringskædens dynamik, sikringsteknikken og indøvelsen af gode og sikre klatre-vaner.

 

Det er naturligvis ikke nogen bedrift i sig selv at være ung. Faktisk tør jeg gætte på, at det har de fleste af os prøvet. Men det er de færreste af os, der har kunnet realisere en drøm om at føre en 7a'er i god stil i så ung en alder, at vi stadig havde hele vores klatrekarriere foran os. Gaia er et imponerende bekendtskab, og der er af mange af os ældre klatrere, der vil kunne lære (og lade os inspirere) af hendes sikringsteknik, hendes engagement og commitment til klatring og ikke mindst af hendes humoristiske sans.

 

Gaia var også heldig at have to af klubbens bedste instruktører (Mikael Meldgaard og Dieter) til rådighed under kurset. Mikael Meldgaard er leder af juniorholdet, og han har igennem mange år efterhånden opdraget et utal af unge klatrere i god klatre- og sikringsteknik. Dieter behøves vist ikke at blive nærmere introduceret, men man må sige, at han ikke har lagt sin grundighed på hylden og lempet kursusforløbet for Gaia. I kan begge to være meget stolte, for jeres tid er slet ikke gået til spilde.

 

Eliteholdet er kommet for at blive

Junior-elite holdet (aka. Jyllandsholdet), der udover Gaia består af Johanne, Andrea, Charlotte, Isabella, Rasmus, Harald, David og Arthur er sandsynligvis dem, der bruger faciliteterne i ÅK mest. Derudover tager de regelmæssigt på ture og til konkurrencer både i ind- og udland. Og der bliver virkelig rykket på dette hold! Dette ville ikke være muligt uden den enorme indsats fra eliteholdets cheftræner Mads Bülow Duus. Mads har skabt professionelle træningsforhold for holdet og er samtidig selv et efterlignelsesværdigt forbillede for ungerne. Jeg har på fornemmelsen, at vi kommer til at høre meget mere fra dem i fremtiden, for de er vist kun lige gået i gang...

 

Denne nyhed er dermed ment som et forvarsel, så I ikke bliver overraskede, når I pludselig bliver overhalet af nogle unge talenter på jeres projektrute. Overstående er også blot én historie blandt de mange succesoplevelser, som klatreklubben byder på. Jeg håber, at I bliver inspireret af den og ikke mindst stolte af at være en del af det fantastiske fællesskab. Giv den endelig noget gas, når I hænger på de grå og gule vægge!

 

Jeg vil til sidst gerne sige stort tillykke til Gaia på vegne af bestyrelsen (der inkluderer Gaias stolte far) og ønske hende mange fremtidige sejre på vægge og klipper!

 

Varmeste klatrehilsner,

 

Adam Dziewiecki

formand

 

formand@aarhusklatreklub.dk