Oplevelser fra problembyg-workshoppen

IMG_20160110_144427.jpg (1)

Problemer er noget, vi giver til hinanden

Af Signe Kjær Jensen

 

I søndags var vi så heldige at have Casper fra Bloctool på besøg for at lave en heldags workshop. Bloctool er en lille sammenslutning af problembyggere, der blandt andet står for at bygge problemer i B&W i København samt til en del af de større konkurrencer i landet. Og så står de altså også for at uddanne og træne nye rute/problembyggere.

Dagen startede så tidligt som klokken halv ni om morgenen med stille og roligt at lære hinanden at kende, hvorefter vi fortsatte formiddagen i mødelokalet med en introduktion til (og rigeligt med kaffe!), hvordan man kan anskue problembygning som en kreativ proces. Det var en spændende formiddag, hvor Casper indviede os i nogle perspektiver og værktøjer til, hvordan vi selv kunne gå til problembygning kort tid efter. Resten af dagen gik da også med at skrue, klatre hinandens problemer, evaluere og så lige bygge lidt videre. Alle var meget begejstrede og lidt overraskede over, hvor fede og velfungerende problemer de fik lavet – også selv om de måske overhovedet ikke havde anet noget om problembygning dagen forinden.

 

Det at bygge ruter og problemer, og faktisk også bare det at lære at klatre, er tit blevet anskuet som noget, man tilegnede sig efter princippet "learning by doing" kombineret med inputs og sparring fra andre i miljøet. For mange, heriblandt mig selv, er denne måde at lære på, hvor man fra starten skal være meget opsøgende og intuitiv, dog ikke så nem, og denne workshop har derfor givet mig en anden og (for mig) lettere indgangsvinkel til at komme i gang med at bygge. Gennem teoretisk viden kombineret med praksis og sparring, har jeg nu fået et fundament at stå på, som jeg kan arbejde videre fra, så jeg bliver både hurtigere og bedre til at vide, hvad der bare "virker", når man skruer problemer. 

 

En anden deltager har beskrevet oplevelsen sådan her: "som førstegangs-problembygger, fik jeg meget ud af, at der var en konkret underviser, som først introducerede noget teori, så man på sin vis havde et udgangspunkt og en struktur at arbejde efter, og som kunne vejlede og støtte undervejs i bygge-forløbet. Desuden øgede det drivet, at vi var et hold, et lille og overskueligt hold, som kunne hjælpe og støtte hinanden i processen. Efter dette forløb tør jeg i højere grad begive mig ud i at bygge problemer, fordi jeg med den grundige introduktion har fået nogle værktøjer, som gør arbejdet mere overskueligt." Liva - deltager på problembyg-workshoppen

Hvad ovenstående citat også viser er, hvad mange rutinerede bouldere/problembyggere allerede ved, at problembygning er en sjov, lærerig, kreativ og ikke mindst social proces. Den værdi man får ved at bygge problemer er ikke blot, at man selv har noget, man kan klatre på den næste uge, indtil nyhedsværdien er væk. Det er også glæden ved at videregive et problem og se andre arbejde på det og måske udvikle en beta, du ikke lige selv havde overvejet.

Som den ansvarlige tovholder for workshoppen var jeg enormt glad for at se, at der var tilslutning til mit ønske om at afmystificere byggeprocessen, og endnu gladere var jeg for at se den begejstring og engagement, alle deltagerne på workshoppen tydeligvis følte.

Med de ord, kan jeg kun anbefale alle til at deltage i en lignende workhop, næste gang chancen byder sig. Indtil da, hvis I selv skulle have fået lyst til at forsøge jer udi kunsten at bygge problemer, så hiv fat i klubværten Thomas eller spørg nogle af de frivillige, der allerede bygger, hvordan du lige kommer i gang.

Som DR (stort set) har udtrykt det: problemer er noget, vi giver til hinanden