Profil af den nye bestyrelse: Laura Holm Nielsen
15 February
IMG_7086.jpg

Profil af den nye bestyrelse: Laura Holm Nielsen

Har du nogensinde tænkt på, hvem der sidder og skriver alle de fjollede artikler og nyheder, der bliver ved med at dukke op på ÅKs hjemmeside, i dit nyhedsfeed på Facebook og på din Instagram? Så har du måske allerede fået en fornemmelse af, hvem jeg er og hvad jeg vil med ÅK. Hvis ikke, kan du læse mere om det her...

 

Fjollet og chokoladeafhængig medievidenskabsstuderende der elsker at klatre og udfordre i tommelfingerkrig.

Jeg flyttede fra Sjælland til Århus for snart fem år siden sammen med min kæreste for at studere på Århus Universitet. Faget blev medievidenskab og retningen blev børne-tv. Jeg arbejder nemlig på DRs børne- og unge-afdeling, hvor jeg sidder som moderator for DR Ultras digitale platforme. Derudover har jeg haft en finger med i spillet i en del programmer på Ramasjang i forbindelse med både praktik og freelance arbejde.

Jeg har klatret i snart to år, hvilket både har inkluderet reb og bouldere. Jeg brænder for klatring som sport og kultur og nyder at se en fremgang i min egen træning såvel som andres. På klatreture har jeg fået tildelt titlen som craggets ”hygge-mama”, i det jeg gerne sørger for både kaffe og chokolade til belay-pauserne. Jeg udbryder også gerne i sejrsdans, hvornår det end skal være.

Jeg nyder at komme i ÅK og se folk klatre, drikke kaffe og hygge - og selvfølgelig klatre lidt selv. For mig er ÅK meget mere end en klatreklub og jeg håber på, at kunne bidrage til klubbens fremtid på bedste vis. 

Så stik mig endelig en high-five næste gang du ser mig i ÅK. Jeg deler gladelig ud af dem!