Facilitetsudvikling arbejder med boulderudvidelser
17 February

Facilitetsudvikling arbejder med boulderudvidelser

Bouldertilbygninger

Af Nicolai Ørum og Signe Jensen

Facilitetsudvikling har gang i to store projekter for tiden, de sidder med i beslutningsprocesserne omkring det nye klatretårn i Gellerup - læs mere her - og de arbejder på at undersøge mulighederne for at opstille nogle pavilloner med boulderfaciliteter. Disse nye boulderfaciliteter vil både imødekomme et ønske om at udvide klubbens boulderfaciliteter og vil kunne blødgøre vores overgangsperiode i forbindelse med den kommende genhusning. Herunder kan du læse, hvad Nicolai fra Facilitetsudvikling siger om processen.

 

"Med hensyn til udvidelsen har vi tegnet selve bygningen og går nu i gang med myndighedsbehandling, vi skal snakke med Gellerupplanen og kommunen om opstillingstilladelser, og så går vi i gang med en overslagsrunde, hvor vi spørger tre firmaer, hvad deres overslag på bygningen vil være. Når vi så har de overslag, kan det være, vi bliver nødt til at præcisere, hvad det er vi ønsker for at få nogle lidt mere præcise slutpriser, og det vil måske bare være to af dem vi får et egentligt tilbud fra. Når vi har de ting på plads, vil vi fremlægge det for bestyrelsen, og så vil bestyrelsen sammen med os snakke med vores bank. Får vi go alle steder fra er det op til bestyrelsen, hvorvidt der skal indkaldes til et medlemsmøde eller en ekstraordinær generalforsamling ud fra, hvad der er indeholdt i vores vedtægter.”

 

Husk, at du altid har mulighed for at stille spørgsmål til Facilitetsudvikling på facilitetsudvalg@aarhusklatreklub.dk. Ønsker du at være medlem af Facilitetsudvikling? Så skal du ligeledes kontakte ovenstående mailadresse.