Klubvært update #7 / Club managers update #7

 
Kontingentbetaling & skableje

Det er nu tid til at forny årsmedlemskabet, da det udløber 1/3-2019. Dette gælder for både juniorer, seniorer og for sikringskort.

Vi håber og tror at rigtig mange af jer vil forny, da der pt. sker mange spændende ting i klubben.

Der er ved at blive lavet et nyt ”udlejningssystem” for skabe, og det er derfor endnu ikke muligt at forny dette. I vil modtage mere information herom når systemet er på plads, og I kan indtil da bruge skabene som vanligt.

Husk at få et nyt årsmærke hos mig eller en nøglevagt, og at bære medlemskortet synligt.
Læs mere om fornyelse af medlemskab

Gravearbejde & relokation:
Den sidste tid er svømmehallens vandrensningsanlæg blevet renoveret, og det er det der har larmet og lugtet så frygteligt. Arbejdet forventes heldigvis at blive afsluttet ganske snart.

Relokationsgruppen har sammensat et repræsentativt brugerpanel bestående af klubmedlemmer. Disse har til opgave at tale sig frem til, hvordan de fremtidige faciliteter udnyttes bedst muligt til gavn for alle målgrupper og klatreformer. Parallelt hermed er relokationsgruppen netop ved at udvælge mulige klatrevægsproducenter gennem indledende prækvalifikationsrunder. Udbudsperioden er pt. sat til at slutte ultimo maj.

Du kan læse mere om processen her.

Guided tur i de nye faciliteter (Husk undertekster)

Generalforsamling, reglement og mulighedsoversigt
Til generalforsamlingen informerede bestyrelsen om, at klubben har en god og sund økonomi, og vi oplevede i 2018 at få fuldt hus på medlemsfronten i form af 700 betalende årsmedlemmer.

Anders N. Sørensen fik frivillighedsprisen, og sammen med Mia Overgaard Baatrup gavekort for deres arbejde som udvalgsformænd.

Følgende blev vedtaget på generalforsamlingen:

  • §6.2 i vedtægterne ændres således, at alle pladser i bestyrelsen er på valg i ulige år, frem for (som tidligere) hvert andet år.
  • §8.3c i vedtægterne ændres således, at Ledergruppen kan godkende større arrangementer som danske og nordiske mesterskaber.
  • Alle årskontingenter stiger med 50 kr. uanset, hvornår på året de tegnes. Dette for at følge med tiden, og for at polstre klubben til flytningen i 2020.
  • Regnskab 2018 og budget 2019 blev godkendt og kan sammen med referatet ses her.
Bestyrelsen har videre godkendt klubværtens omskrivning og forenkling af reglementet, og på baggrund heraf har klubværten produceret nedenstående grafiske oversigt. Tanken med denne er, at gøre det nemmere at forstå, hvilke muligheder man som medlem har.

 
Se klubbens nye forenklede reglement
Bassin & Poolparty
I bassinet har vi fået bygget en lysmast/siddemøbel, og klubbens reb er nu inddelt i blå og gule. Hvor de blå reb skal hænge som permanente topreb kan de gule frit anvendes til at føre med. På ruteskiltene fremgår det nu med klistermærker, om der skal hænge permanent topreb og/eller om den kan klatre på autobelay. Det fremgår også hvornår ruterne fjernes.
Rutebyggerne er enedes om hver 14 dag fremadrettet at rydde 2 boltlinjer og skrue 4 nye ruter. De er dog allerede godt med, da der siden DM/NM i november er blevet bygget over 50 ruter. Den totale oversigt over ruterne kan findes her.
Steen Bernes sørger nu for, at der afholdes månedlige ”Pool Party” totalboulder konkurrencer i bassinet. Disse fungerer samtidig som indslusningsforløb for nye rutebyggere.
 
Se datoerne og tilmeld dig hvis du vil lære at bygge
Cheftræner & træningshold for voksne
Det er for 2019 et fokuspunkt for bestyrelsen at sætte lidt mere skub i træningen af voksne. Dette så der (som for børn) kommer til at være et ugentligt hold. For at sikre kontinuiteten i tilbuddet har bestyrelsen valgt at acceptere at trænere på dette hold kan modtage skattefri godtgørelse som det er tilfældet for juniortrænerne. Tilmelding til holdet, der vil kræve en mindre brugerbetaling, vil blive annonceret på klubbens hjemmeside og på Facebook. .
Bjarke Eskildsen vil I den forbindelse overgå til at være lønnet cheftræner for hele klubbens holdtræning, og i dette arbejde støtte de forskellige udvalg administrativt.
Læs mere om trænerjobbet