Aarhus Klatreklub får støtte fra DIF og DGI

Med støtte fra DIF og DGI's foreningspulje er Aarhus Klatreklub nu et skridt nærmere på at indrette sig i Gellerups kommende bevægelseshus.

Aarhus Klatreklub har fået 300.000 kr. i støtte fra DIF og DGI's foreningspulje. Bevillingen er skænket med henblik på at finansiere en del af klatrefaciliteterne i bevægelseshuset, og med DIF og DGI’s hjælp har Aarhus Klatreklub nu mulighed for at skabe et endnu mere aktivt klatremiljø i Gellerups kommende bevægelseshus.

 

Klubbens bestyrelse og arbejdsgruppe glæder sig over støtten fra DIF og DGI og ser frem til at starte designprocessen af klatrefaciliteterne. Formand, Asger Eller, udtaler sig: ”Jeg er begejstret for DIF og DGI's beslutning om at støtte vores projekt om at skabe unikke muligheder for klatring i Gellerups nye bevægelseshus. Jeg er overbevist om, at vi med projektet kan være med til at sprede glæde, motion og sundhed i Gellerup gennem Klatresporten.”

 

Bevægelseshuset er en del af det kommende Sports- og Kulturcampus, der med seks nyopførte faciliteter byder på et utraditionelt miks af spændende indendørs og udendørs tilbud.

 

Støtter foreningsidrætten med 44 mio. kr. årligt

Aarhus Klatreklub har modtaget bevillingen på 300.000 kr. fra DIF og DGI’s foreningspulje, der årligt uddeler ca. 44 mio. kr. til projekter i idrætsforeninger. DIF og DGI’s foreningspulje kan støtte lokale projekter i idrætsforeninger, f.eks. til medlemsrekruttering, udvikling af nye aktiviteter og områder eller løft af trænerkompetencer. Puljen kan søges om op til 300.000 kr., men langt størstedelen af puljens bevillinger ligger mellem 10.000 og 30.000 kr. Derfor er Aarhus Klatreklub meget taknemmelige for den gavmilde donation.

 

Kontakt:

Aarhus Klatreklub:
Formand, Asger Eller

formand@aarhusklatreklub.dk

 

DIF og DGI's foreningspulje:

Konsulent, Trygve Laub Asserhøj

taa@dif.dk / 4326 2173