Klubvært update #16 - Åbningen af Sport- og Kulturcampus 8/12

20211118 070341
Skal du med til den officielle åbning?
8/12-21 slår Sport- og Kulturcampus Gellerup officielt dørene op til blandt andet Bevægelseshuset, hvor vi fremadrettet kommer til at have til huse sammen med Cirkus Tværs, FGU Aarhus og fodboldklubben ACFC.

På dagen vil der fra 15.30 -19.00 være åbent hus, hvor de nye "beboerne" underholder og fremviser deres faciliteter.
LINK TIL OFFICIELT EVENT OG PROGRAM FOR DAGEN

Fint nok! - Kan man klatre på dagen?
I og alle byens børn vil på dagen frit kunne klatre på en håndfuld rebruter og de let tilgængelige bouldersæt, der er skruet til lejligheden henholdsvis på velkomstboulderen lige indenfor hovedindgangen, og på nedre boulderetage.

Husk eget udstyr da der bliver rift om lånegrejet, og medbring gerne venner og bekendte, der kunne have interesse i at se klubben.

Kan jeg ikke bare komme dagen efter åbningen og have det hele lidt mere for mig selv?
Det samlede Sport- og Kulturcampus åbner officielt 8/12, men klatreklubben vil først endeligt slå dørene op 19/2 for medlemmer og andre besøgende.

Den officielle åbning er derfor din enestående mulighed for at se de nye klatrefaciliteter i 2021.

Hmm..Hvorfor kan vi ikke bare rykke ind samtidig med alle de andre?
Det har været en stor mundfuld over mange år at designe og bygge verdens fedeste klatreklub til og med jer, og vi er derfor ikke helt i mål endnu.

Ved den officielle åbning er huset og klatrevæggene færdigbygget, men tilbage står hele indretningsdelen med cafemiljø, opbevaringsplads til udvalgene med videre - uden den del ville klubben jo ikke være sig selv, og det skal I selvfølgelig være med til.

Er der brug for min hjælp?
I forbindelse med klargøringen af den nye facilitet er der brug for alle gode kræfter!

Fra efter den officielle åbning vil de håndværksmæssige opgaver igangsættes og kulminere i en egentlig arbejdsuge i uge 5 efterfulgt af flytning i ugerne 6 og 7.

Ved fælles hjælp vil vi 19/2-22 kunne holde åbningsfest/-konkurrence, og en gang for alle kappe båndene til den nuværende facilitet.

JEG GIVER GERNE EN HÅND I ARBEJDSUGEN (UGE 5)
JEG GIVER GERNE EN HÅND I FLYTTEUGERNE (UGE 6+7)
Hvad var tankerne bag den nye facilitet?
Relokationsudvalget har med varierende besætning varetaget arbejdet med design af den nye facilitet. 

En ikke uvæsentlig del af denne tid er gået med kaffemøder i større og mindre skala, med repræsentative udsnit af klubbens medlemmer og ildsjæle for at få styr på detaljer og prioriteter - store som små.

Dette arbejde mundede ud i et funktionsprogram, hvilket de bedste vægleverandører i Europa blev indbudt til at give tilbud på baggrund af og som firmaet City Walls endte med at vinde.
LINK TIL FUNKTIONSPROGRAM
HISTORIK FOR RELOKATIONEN
Hvad sker der så med den gamle facilitet?
Byrådet har vedtaget at det nuværende Gellerupbad (inklusiv vores nuværende facilitet)  på sigt skal rives ned til fordel for et storstilet familiebad.

Kommunen har meldt ud, at vi råder over både vores nuværende facilitet og den fremtidige frem til sommer 2022, og vi har således et halvt år til transitionen.
LÆS MERE OM FAMILIEBADET