Ny klubvært i Århus Klatreklub

D. 26. februar 2017 ansatte Århus Klatreklub en ny klubvært til at varetage de daglige praktiske og administrative opgaver i klubben. Valget faldt på Thomas Mynster, der førhen har være ansat som rengøringsmedarbejder i ÅK og som har været en del af klubben i mange år. Det betyder også, at vi skal sige farvel og tak til Thomas Hjerrild, som har varetaget ansvaret indtil nu, og som har betydet meget for ÅK.

Hvis du ikke kender til Thomas Mynster, så læs med her, hvor han kort forklarer om hans vej til jobbet som klubvært i Århus Klatreklub.

 

Oprindeligt fra København, men startede med at klatre i Odense i 2005 og bor nu i Aarhus på syvende år. 

Gennem min studietid har jeg arbejder som uddanner i Dansk Klatreforbund. Flere af jer kender mig måske også som klubbens tidligere rengøringsmedarbejder, og træner på ”Kickstart din klatring”-holdene. Andre vil måske kende mig som ham der jævnligt sørger for, at der bliver hældt tung reggae ud af klubbens højtalere.  

Når jeg ikke lige klatrer kan du ofte finde mig nede på Godsbanen, med en spraydåse i hånden. I dårligt vejr er der større chance for, at jeg sidder i øveren med mit band In Mente. Uanset vejr er jeg jævnligt i naturen med et kamera i hånden. Dette i forbindelse med amatøragtig friluftsgastronomi som TasteItOutSite.dk, eller som actionsportsfotograf ved forskellig kommercielle løb. 

For mig handler klatring grundlæggende om at dele! Der er ikke noget bedre end at skrue fede ruter eller problemer til hinanden, og dele ens oplevelser og måder at klatre den samme ting på. Som sådan er det nok grunden til at jeg stadig klatrer. 

I jobbet som ny klubvært ser jeg rigtig meget frem til at tage aktiv del i klubbens vision om, at være det bedst mulige klatremiljø.